Problemer med at lægge rør

Inden de begynder på sådan et projekt, skal husejerne jo overbevises on, at det stort set ikke giver nogen gener og at der ikke er noget der kan gå galt.

Når de så først går i gang, kommer alle generne, og alt det der kan gå galt, det går galt.

De lovede højtideligt at der ikke blev ødelagt noget ved hækken, der ville ikke ske noget med buskene og blomsterbedene, og træerne ville ikke tage skade.
Der ville ikke blive nævneværdige vibrationer i husene. For at være helt sikre ville de måle vibrationerne, og sørge for at de blev holdt under sikre niveauer.

Det var så inden projektet startede.

Det med at der ikke ville komme gener og vibrationer, det holdt hurtigt op da de begyndte at banke 160 betonpæle i jorden.
Det var der ingen der nævnte fra starten.
Der var heller ingen der nævnte at den pressegrube, der skulle være udenfor haven til nr 9, at den skulle ligge LIGE udenfor hækken,
og at en del af konstruktionen gik ud på at banke spunsplader ned og nogen meget lange og meget store stålprofiler.

 

Når man lige ser sådan en betonpæl, kan man måske godt forestille sig at det larmer noget når den skal bankes i jorden.
- og så skal der altså bankes 160 af dem ned. Ikke bare ned, men 3-4 m under jorden.
Heldigvis er de fleste så langt ude på engen, at det ikke ryster husene, det larmer bare.

Stålprofilerne der skulle bankes ned lige udenfor haven, er til gengæld så tæt på husene, at vibrationerne går igennem.
Desværre glemte de så lige at måle vibrationerne, indtil de blev gjort opmærksom på det. Så holdt arbejdet.
Løsningen blev at vibrere profilerne ned. Det er ikke nær så slemt for omgivelserne.
Billedet viser toppen af de to profiler, der blev rammet ned.

Jeg kunne være helt sikke på at der ikke ville ske noget med hækken, Rhododendronbuskene, min nye havedam eller nogen af planterne.
- lige indtil en af folkene kom og fortalte at de altså lige blev nødt til at lægge nogen brædder indenfor hækken og så klippe lidt af hækken.
Det viste sig at han mente nogen kolossale træklodser, som rammemaskinen skulle kunne køre på, og at hækken skulle ned under ½ m højde.
Træklodserne udenfor hækken ses stadig på billedet, der lå tilsvarende træstykker indenfor hækken.
Træklodserne trykkede kanten af havedammen ned så vandet løber ud i det ene hjørne. To Rhododendronbuske blev nærmest mast ned i jorden, så de lever ikke længere, og et par andre buske fik brækket flere grene af.
Det hele blev så efterladt sådan - hækken lå inde i Rhododendronbuskene og i vandet, trådhegnet lå krøllet sammen under noget sand, en ledning blev banket ned inde i haven.

Heldigvis har de lovet at erstatte og reperere skaderne.

 

Der skulle i særdeleshed ikke ske noget med mine gamle træer.
Indtil de fik startet på at bore. De fik lige boret et stykke, så blev det weekend.
Da de var gået hjem, skred jorden sammen fordi der ikke er så meget jord over hullet, og det er ikke fast lerjord på det sted.
- og så fordi de ikke lige fik presset røret ind i det hul de havde boret.
I løbet af weekenden skred jorden mere og mere, og æbletræet var på vej i dybet, kun holdt oppe af sine egne rødder.


Heldigvis har man da en stor kran, så de fik fat i noget godt muldjord som blev hældt i hullet,
og så kom der en stor strop omkring træstammen, så træet kunne blive løftet op på plads.
Det er spændende når træerne skal blomstre, om dette træ vil noget.

Noget andet der kan gå galt er at der kan være sandlommer i leret. Sandlommer samler vand, som så løber ud når de borer ind i det.
Så må de have en brøndborer til at bore 8 m ned så der kan komme en pumpe i geng med at pumpe mange kubikmeter vand væk.
Her er de i gang med at bore sent en fredag aften i regnvejr. De var ved at pakke sammen klokken halv tolv.


Nu er der så en pumpe og en dynge jord i Skellet,

- og en slange og et elkabel ned gennem haven i nr 9.

hvad man heller ikke lige kan forestille sig at der skal gå galt er sådan en klat pisket æggehvide i blomsterbedet.
Hvad det går ud på? Tja, når rørene skal presses ind, er det godt at smøre lidt. Det gør de med noget specielt fint ler blandet op med vand.
Det bliver pumpet ud gennem særlige huller i rørene, så det ligger udenpå alle rørene.
Når der så er mulighed for det, så bliver det der snask trykket ud gennem revner og sprækker i jorden - her havde der jo været hul i forvejen, så pludselig lå der sådan en plamage i det stakkels hærgede blomsterbed. Det blev pænt samlet op igen, og forhåbentlig kommer der ikke mere.

-Tja sådan kan det se ud bare fra min have. De er da vældig flinke og lover at ordne det altsammen, men det var nu rarere at være fri for.