Knivfremstilling

Natachas kniv

Natachas konfirmationsgave blev en kniv med skede.
de følgende billeder viser lidt om hvordan man kan lave en kniv.

Denne kniv er lavet med færdigkøbt knivblad.
Det er Hanghøj knive, der forhandler denne og mange andre knivsblade, foruden færdige knive og materialer til knivfremstilling. Læder mm til skeden er også købt hos Hanghøj.

 

 

Vi skal bruge nogen materialer. Det er ikke nok med et knivblad.

Skæftet er lavet af mirabelletræ, som blev hugget af denne blok.
Der kan godt blive til et par knive mere.

 

 

Desuden bruges en tynd skive ben. Det blev savet af dette stykke - Man laver Osso Buko til aften, så får man et godt stykke knogle..

Endelig er der brugt et stykke af dette moseeg.

Materialerne ser ikke så flotte ud endnu, så man må lige have lidt fantasi til at se hvordan det bliver. 

 

 

Mirabelletræet er den største del af skæftet.

Der skal bores et hul i stykkerne, så knivbladets angel kan gå i. Det skal være et firkantet hul, og især moseegstykket skal have et pænt hul, der passer præcis til kniven.

Stykkerne skal limes sammen, så de skal være helt plane. Til gengææld er der ikke gjort så meget ud af resten af formen endnu.

Det hele limes med tokomponentlim og holdes i spænd til limen er hærdet næste dag. i spænd betyder her, at spidsen af kniven og enden af skæftet spændes, så der sættes et stykke træ på spidsen for at beskytte den.

 

 

Nu kommer tildannelse af skæftet. Det holdes nogenlunde firkantet for at kunne spænde det op i skruestikken.

 

 

Så kommer der mere facon på det. meget af tildammelsen er lavet med en rasp, som er en meget grov fil. Man kan let se sporene i træet. formen er ved at være der.

 

 

Efter en del arbejde med sandpapir af forskellig grovhed er filemærkerne slattet og overfladen er helt glat og jævn. Kniven har fået koldpresset jomfrulinolie adskillige gange til træet ikke suger mere.

 

 

Skeden laves ef et stykke læder. kniven måles flere steder ved hjælp af en strimmel af læderet, så skeden kommer til at passe stramt. Formen er tegnet op på et stykke papir, der lægges nogle mm til for at få plads til syningen. Mønstret klippes ud og tegnes på læderet, som så kan skæres ud. Alle hullerne til syningen skal prikkes med en syl sor overhovedet at kunne få en nål igennem.

Syningen foregår med to nåle som stikkes i fra hver sin side i samme huller.

For at forme læderet kan det gøres vådt. her blev kniven sat i skeden (med plastfolie om) og blev siddende til læderet var tørt igen.
Kanterne kan rettes til med sandpapir hvorefter skeden har fået nogle gange sort narvsværte.
Til sidst nogle gange læderfedt.

 

 

Så er kniven sådan set klar til at sætte i bæltet. Knivbladet er i forvejen skarpt som et barberblad.

Så let er det at lave sin egen kniv. Værktøjet er stort set en sav, evt en økse, skruestik, fil, bor, kniv, sandpapir. -og så en god portion tålmodighed.

Man kan købe bøger om knivfremstilling. De laves ikke i så store oplag, så de er tit ret dyre.

 

 

Tilbage til galleri